Wikipedia uden strøm
Det bliver nu muligt at slå op i wikipedia, selvom den bærbare er løbet tør for strøm.
At se internettet i dets løbende samspil med andre eksisterende medityper er en ofte anvendt tilgang inden for den medievidenskabelige internetforskning (under betegnelser som remediering, rekonfigurering, mm.). Her er grundpointen, at de forskellige medietyper aldrig eksisterer i et vacuum, men hele tiden gensidigt betinger hinanden: den trykte avis kan påvirke internetavisen, internetavisen kan påvirke tv, osv. Oftest har der været tale om, at indhold er blevet flyttet fra en ældre medietype til en nyere — trykte tidsskrifter er lagt på nettet, tv er streamet — mens det har hørt til sjældenhederne, at trafikken er gået den anden vej, dvs. fra nettet til en ældre medietype. Og når det er sket, er det oftest fra ét elektronisk medie til et andet, som fx dr.dks DR Update, der også sendes i TV (se min tidligere blogpost).
Men her til efteråret kommer en del af nettet i en trykt udgave, og oven i købet med noget af det netindhold, som man i udgangspunktet forestiller sig er det mest netspecifikke, nemlig Wikipedia.
Bertelsmann Lexikon Institut med tilknytning til det tyske forlag Wissen Media Verlag udgiver til september en trykt udgave af udvalgte dele af den tyske wikipedia. I modsætning til klassiske opslagsværker, så er det meningen, at den trykte wikipedia skal udkomme en gang om året, som en slags årbog, hvilket skulle sikre, at noget af den hurtige opdateringsfrekvens, som kendetegner wikipedia på nettet, også kommer med på tryk. Værket bliver i et bind, det vil indeholde 50.000 opslagsord, det er baseret på de i 2007/08 mest søgte opslagsord, og det kommer til at koste 19,95 Euro.
Så på den måde forsøger man at få så meget som muligt af onlineudgivelsen ind i det trykte medie: (relativt) hurtig opdatering og en vis påvirkning fra brugerne, eftersom de opslag, der kommer med, udspringer af søgeordene på netudgaven.
Men som det altid er tilfældet, når indhold skifter medietype, så bliver det naturligvis aldrig det samme - men det bliver helt sikkert noget andet. Og det bliver så muligt at slå op i wikipedia, selvom man er løbet tør for strøm.
Læs mere på forlagets netsted.
Tilbage til bloggens forside.

